– Se mig.
Han udbrød det med sin skingre stemme. En meget skinger stemme, der på sin vis trængte ind, mens en is på en vandpyt gav sig.

Hun havde kjole på. En meget fin kjole, men slidt, hvorfor så fin, men slidt? Skal jeg ikke passe bedre på mig selv, men han var højt oppe. Blev ved med sit skrigeri. Se mig. Se mig. Se mig.

Doyle blev ved som et gammelt lokomotiv. Et meget gammelt slidt lokomotiv, han sled på sin stemme og hun blev ved med at passe på sin kjole, bedstemor i skabet øverst, arv. En medfødt kjole. Doyle blev ved.

Højt oppe i træet blandt ugler selvom skyggen af en ugle ikke er det samme som en ugle, en skygge er vel en skygge. Om aftenen blev skyggerne levende og uglerne fremkaldte spøgelser og måner.

Et gammelt fotografi: to mennesker to ældre mennesker Doyle og Rim. Men det glemmer de hurtigt, mens de ældes endnu mere ovenpå en pyramide af fremkaldte ugler og de tuder.
De tudede tydeligt om natten og om natten bliver skygger levende og ikke døde. Gamle var de nu, men med nye rynker i ansigtet spejlet i spejlet, med nye rynker fandt de gamle sig gamle.

Rim havde den gamle fine kjole på, stropperne var tynde hvilket slet ikke var meningen mens lokomotivet hæst skreg på mere end opmærksomhed, hvad ville han Doyle, ville han skrige sig hæsere helt hæs indtil stemmen uden kræfter lagt i ville dø ud, lokomotivet på første bakke knapt nok op. Op i hende unge ikke gamle.











Et helt liv; hvor starte henne. Starte. Begynd med begyndelsen. Sminkede kinder og blodrøde læber. Læber malede og kunne smitte. Gammel kjole. Hun gik aldrig i andet end den tåbelige gamle kjole og den var så gammel og læberne var så nye, parate til ham. Han, Doyle, højt oppe i træet og månen højt oppe i træet. Hun kravlede op til ham som de så så ud dér og sidenhen på fotografiet på hylden i deres gamle børns stue. Bevaret.

Bevares! Brød hun ud. Brød hun rødt ud over det hele med håret. Det var som dagen når dagen vågner og øst er hel rød, op gennem havet kommer kjolen og solen og så sidder han i gaderoben og smiler med sine gamle tænder og nye tænder på en hemmelighed.

Han Doyle fører pennen starter med et stort ’d’ og standsede så. Han Doyle gik ikke lang tid i skole, men Emma var sammen med Rim hende Rim da og hende Emma da. De sad sammen, så vidt, de sad i hytten og lod det røde hår være hvidt mens månen sang til marven med skin og han skred fra træet og skrabede knæet. Derfor klatrer man ikke i træer med ugler i barndommen.

’d’ ’o’ ’y’ ’l’ ’e’ så var det på plads. Nye huse kunne begynde at vokse op af ingenting, men kældrene men altså kældrene sidde dernede og ikke give slip på de yderste helt yderste hemmeligheder – dem man får en tidlig alder får man resten af livet.


















Men de dansede sammen og glemte alt. Den aften glemte de alt. Men de glemte aldrig hinanden hvorhen de end kom hen.

De sad ned fx eller de sad fx ikke i sofaen, fx lå de ovenpå hinanden skiftevis og tjattede til hinanden med sofaens puder.







































–Se mig lige. Skat. Han står i entréen og viser sig selv frem trukket helt igennem håret med en kam, en enkel sild faldt ud af håret efter en tur i havet og nu er entréen ikke en god gammel solnedgang længere for han skinner som en sand fabrik i det sæt tøj, han stod i entréen sejlede og viste sig selv frem sejlede med en kam trukket gennem håret, han trak hende ind til sig selv, helt ind til sig selv, i sig selv var problemet ikke stort – den store måne hang som edderkoppers store meget store æg af gamle skind som de skyer dog tog sig ud. Glas på bordet, glas. Tak.



































Det er det samme hver gang, altid det samme med hende. For gamle kjoler dem de helt gamle kjoler.

Henover månen flyver en enkel ugle, med noget. Mus? Inde på fjernsynet kommer musene gennem støjen. Man må da hellere sige undskyld ikke undskyld langtrukket men ’undskyld’ som et heftigt bjæf. Så man mener det. Så man mener noget.

Han stod nede i haven, græsset var bedugget og skinnede og Rim fandt sig i køkkenet. Selvom han stod tyr nede i bunden af haven kunne han sagtens høre Rim bugsere rundt i køkkenet, for køkkenvinduet var åbnet helt op, som et gab, som en glas mund og hun stegte derinde og han stod dernede i bunden af haven.

Inden noget om noget: jeg kan da ikke. Jeg må. Men hvordan ride den ugle gennem hovedets hår, op med røgen. Færre ryger nu. Burde man stoppe røgen gennem uglen og finde sig en mus, hey skat. Nej, hvor gammel? Gennem tider. Skal gennem nogle tider og muligvis erstatte hey med ’skat’ bedre ’skat, kommer du ikke ned til mig?’ så kunne de sammen.

De stod sammen nede i bunden af haven og græsset bar ukrudt steder som en eksplosion. Og han ville så gerne bare holde om hende. Han tændte en cigaret, men slukkede den i det dugvåde græs, holdt skoddet mellem tommel – og pegefinger. Skoddet skulle ikke ligge død eksplosion mellem græssets eksploderende ukrudt. Sammen gik de indenfor igen og spiste.