Det er det samme hver gang, altid det samme med hende. For gamle kjoler dem de helt gamle kjoler.

Henover månen flyver en enkel ugle, med noget. Mus? Inde på fjernsynet kommer musene gennem støjen. Man må da hellere sige undskyld ikke undskyld langtrukket men ’undskyld’ som et heftigt bjæf. Så man mener det. Så man mener noget.

Han stod nede i haven, græsset var bedugget og skinnede og Rim fandt sig i køkkenet. Selvom han stod tyr nede i bunden af haven kunne han sagtens høre Rim bugsere rundt i køkkenet, for køkkenvinduet var åbnet helt op, som et gab, som en glas mund og hun stegte derinde og han stod dernede i bunden af haven.

Inden noget om noget: jeg kan da ikke. Jeg må. Men hvordan ride den ugle gennem hovedets hår, op med røgen. Færre ryger nu. Burde man stoppe røgen gennem uglen og finde sig en mus, hey skat. Nej, hvor gammel? Gennem tider. Skal gennem nogle tider og muligvis erstatte hey med ’skat’ bedre ’skat, kommer du ikke ned til mig?’ så kunne de sammen.

De stod sammen nede i bunden af haven og græsset bar ukrudt steder som en eksplosion. Og han ville så gerne bare holde om hende. Han tændte en cigaret, men slukkede den i det dugvåde græs, holdt skoddet mellem tommel – og pegefinger. Skoddet skulle ikke ligge død eksplosion mellem græssets eksploderende ukrudt. Sammen gik de indenfor igen og spiste.

















Men der var så meget besvær med hvor kosten blevet fejet som sværd, men der var så meget blød kost og dårligt sværd ind i støvet og støvet var så meget over det hele, han trak kosten gennem asken og tænkte dengang ænsede jeg ikke havet og støvet og møblerne og møblerne betrukket af lagner og så kommer man her og skal bestemme og hvem bestemmer egentlig, men han trak kosten efter sig og så en fugl, se mig! havde været hans ét og alt som fugl oppe bl.a. med uglerne oppe sent, mens gamle forældre slet ikke vidste hvorfra fanden han fik de dun på hagen fra og de satans tåger om vinger, ja en dag måtte der vel koste et pip for pengene var da spildt – så nu kostede han kosten rundt og var glad. Når man glad smiler man, så han smilte og viste tænderne men. Der var et ’men’ bagerst, de havde siddet bagerst, på bagerste række og ham med sværd i bukserne ænsede ikke filmen og hun lod sin hånd glide fra hans kind ned til pikken. Så kom han ud af det.




























De stod og holdt om hinanden. Himlen var en lyserød himmel, en meget flot lyserød himmel med skyer lette, med lette skyer var himlen skærende lyserød, de ville stille sig på tæer, række armene i vejret hver for sig, hver sin jagt efter nå det lyserøde, de gjorde det bare ikke: de holdt om hinanden.

Han tænkte på dengang med en lyserød himmel inden skibet kom og sejlede, da skibet kom sejlede himlen med og et stort hvidt gab indfandt sig, uroen havde været at ligge i seng på tredje uge med dårlige lunger. Rosa himmel. Nej, ingen himmel og gardiner trukket for så det hvide hav gabte uden at han at han kunne se en udvej, i så tidlig en alder? Hvem spørger dog dem om så meget med så få ord?