HÆNDER LANDER yderst på armene
hvor har i været hænder
i bringer alle ting med
og de begynder at forsvinde
med en lille svag stemme dytter en bil
to gange ned i min kærligheds indfaldne sorg
et ur slår otte slag i mit vanvids manifest
hvad sker der i mit liv
tre dåser tobak oven på hinanden
et glas mælk ingengang halvfuldt på trappen
mine monotone ører lyttende
hvorfor sku jeg være stolt af det der ikke sker
jeg spiller idiot hver dag i sprogets udbrændte mor

det er trappen til intet og gudindens mælk
hvis lyd vokser sort på hvidt i vinens krater
det er digteren som et foster i sproget
en dag skal han fødes som digt af hunkøn

når virkeligheden har afsyret sprogets hud
trækker jeg mig ind i en knogle af notater

en dag blev det den sidste dag for sergej jessenin
med en pennekniv åbnede han sin pulsåre
med blodet skrev han sit afskedsdigt til verden
åh isadora duncan

nu er dine bryster med dig i dine forældres hus

- Peter Laugesen, Anarkotika