– Se mig.
Han udbrød det med sin skingre stemme. En meget skinger stemme, der på sin vis trængte ind, mens en is på en vandpyt gav sig.

Hun havde kjole på. En meget fin kjole, men slidt, hvorfor så fin, men slidt? Skal jeg ikke passe bedre på mig selv, men han var højt oppe. Blev ved med sit skrigeri. Se mig. Se mig. Se mig.

Doyle blev ved som et gammelt lokomotiv. Et meget gammelt slidt lokomotiv, han sled på sin stemme og hun blev ved med at passe på sin kjole, bedstemor i skabet øverst, arv. En medfødt kjole. Doyle blev ved.

Højt oppe i træet blandt ugler selvom skyggen af en ugle ikke er det samme som en ugle, en skygge er vel en skygge. Om aftenen blev skyggerne levende og uglerne fremkaldte spøgelser og måner.

Et gammelt fotografi: to mennesker to ældre mennesker Doyle og Rim. Men det glemmer de hurtigt, mens de ældes endnu mere ovenpå en pyramide af fremkaldte ugler og de tuder.
De tudede tydeligt om natten og om natten bliver skygger levende og ikke døde. Gamle var de nu, men med nye rynker i ansigtet spejlet i spejlet, med nye rynker fandt de gamle sig gamle.

Rim havde den gamle fine kjole på, stropperne var tynde hvilket slet ikke var meningen mens lokomotivet hæst skreg på mere end opmærksomhed, hvad ville han Doyle, ville han skrige sig hæsere helt hæs indtil stemmen uden kræfter lagt i ville dø ud, lokomotivet på første bakke knapt nok op. Op i hende unge ikke gamle.











Et helt liv; hvor starte henne. Starte. Begynd med begyndelsen. Sminkede kinder og blodrøde læber. Læber malede og kunne smitte. Gammel kjole. Hun gik aldrig i andet end den tåbelige gamle kjole og den var så gammel og læberne var så nye, parate til ham. Han, Doyle, højt oppe i træet og månen højt oppe i træet. Hun kravlede op til ham som de så så ud dér og sidenhen på fotografiet på hylden i deres gamle børns stue. Bevaret.

Bevares! Brød hun ud. Brød hun rødt ud over det hele med håret. Det var som dagen når dagen vågner og øst er hel rød, op gennem havet kommer kjolen og solen og så sidder han i gaderoben og smiler med sine gamle tænder og nye tænder på en hemmelighed.

Han Doyle fører pennen starter med et stort ’d’ og standsede så. Han Doyle gik ikke lang tid i skole, men Emma var sammen med Rim hende Rim da og hende Emma da. De sad sammen, så vidt, de sad i hytten og lod det røde hår være hvidt mens månen sang til marven med skin og han skred fra træet og skrabede knæet. Derfor klatrer man ikke i træer med ugler i barndommen.

’d’ ’o’ ’y’ ’l’ ’e’ så var det på plads. Nye huse kunne begynde at vokse op af ingenting, men kældrene men altså kældrene sidde dernede og ikke give slip på de yderste helt yderste hemmeligheder – dem man får en tidlig alder får man resten af livet.


















Men de dansede sammen og glemte alt. Den aften glemte de alt. Men de glemte aldrig hinanden hvorhen de end kom hen.

De sad ned fx eller de sad fx ikke i sofaen, fx lå de ovenpå hinanden skiftevis og tjattede til hinanden med sofaens puder.