Uden titel





























Så jeg sagde det sådan, jeg sagde det må du selv om, trykkede på selv du ved så han forstod hvor meget det betød for mig.










































De bærer de hvide lagner indenfor nu. Regnen er begyndt at falde slavisk – der var ellers blevet lovet regn, der ville gå over i slud, så de bar de hvide lagner ind allerede i går. Det jeg ser, er selvfølgelig de hvide lagner levende.









































Det skete for Lars at han malede et ansigt for derefter at smide det ud, jeg bad ham inderligt om at skinne men han ville kun skinne for andre, så jeg sad tilbage og skinnede for mig selv, bad Lars, nej tryglede ham om at blive og se solen stå op, solen trak skyerne til side, det havde regnet hele natten, jeg lå i et hjørne af sengen sammenknuget som en bylt dødt vand.








































Han sagde det så bestemt, forstår du, han var helt stram og hvid i ansigtet og regnen havde trukket vod gennem hans hår og fundet alle fiskene, ørreder, laks, nej ser en fasankok – flotte fjer. Han manglede blot flotte fjer.









































Men selvfølgelig gik han, han lod mig stå tilbage i farsen og mine fingre græd, stod i gæld til ham. Køkkenet var istandsat; havde fået det hele, den helt store omgang, skabene var dybere, gik langt ind i forstanden dér smider jeg sgu farsen ind, tænkte jeg, men det blev sommer og kattene hvidere.









































Det er helt sikkert en ulykke, vi må have ramt nogen, sådan sagde han, siger jeg dig, jeg sagde ikke noget igen, så han stod ud af bilen, men langsomt som om han ikke ville se hvad vi havde påkørt. En død fasankok lå nogle meter fra bilen, lå som en bylt dødt vand, fra næbbet lidt blod, halsen uden tvivl knækket – vi kom hjem, bilens motor holdt han i tomgang, bagerst, helt bagerst lå fasanen med lidt blod fra næbbet, halsen uden tvivl knækket. Det var vinter det var mørkt, dagene var så mørke – ingen ville se vores flag på halvt næste dag, i mine øjne var det sådan, forstår du, men børnene havde jo første skoledag, forstår du, forstår du?





































Børnene kommer hjem fra skole om halvanden time, kan du være her inden?











































Mine hænder holdt hovedet, ansigtet, mest ansigtet, hun havde engang været min mands sekretær – når man så hende nu, nu fx nede i byen – og hun faldt om, hjalp ingen, alle vidste jo at hun gjorde det for opmærksomhedens skyld, hun faldt om, faldt og faldt og ingen hjalp, det hjælper ikke at tale om det.









































Jeg kan ikke ses i morgen; elskede jeg kan ikke ses i morgen. Jeg tror han kender til vores forhold. Vi kan ikke blive ved med at ses, mine hænder er så sultne og min krop brænder, min pande er et åbent maleri – vil du – nej vi kan ikke ses, de taler om os nede i byen om os og så borgmesterens planer om springvand. Solen er mægtig. Den er fin. Min pande brænder højt og hjertet – mosaik spredt oplyst af en lommelygte Gud børnene. Mosaik og aske og grå aske og hænder med ned – nej mit ansigt i hænderne – vi må holde op. Ophøre med at lyse i hinanden.






































Jeg kan sagtens forstå dit synspunkt elskede, jeg brænder, er der da ikke sol nok, nej vel, der er ikke sol nok, vil du tage mig som et dyr, et dyr i en brændende bil?










































En sommerdag vil vi tage hinanden ned til springvandet, du vil se mig stråle, jeg vil stråle, dét vil jeg når vi kan følges, når vi kan tage hinanden i hænderne og slippe hinandens hænder for brødets skyld, for fuglenes skyld. Hvad laver den and og den and og den and?









































Han sad i mørke da jeg kom hjem fra arbejde, gardinerne var trukket for, alt virkelig med alt lys slukket. Han sad i den gamle lænestol, med ryggen til mig og entreen, han kunne have kigget ud over haven hvis gardinerne var trukket fra, han sad tilbagelænet i den gamle lænestol, hans venstre arm lå fladt ovenpå armlænet mens højre arm med albue dannede en vinkel, fingrene holdt, mellem pegefingeren og langemanden brændte en cigaret, asken var lang som lod han bare cigaretten brænde uden at ane den, jeg tænkte: Hvor hurtigt kan jeg slippe ud herfra, men så var det at han kaldte Skat er det dig? Jeg kunne høre at hans stemme var grådkvalt. Slippe væk. Bare slippe alt.





































Ved du hvad jeg så i dag? Jeg så hende falde om på byens gågade og én (selvfølgelig ikke en lokal) hjalp hende op. Hendes frakke var så beskidt, jeg tænkte ”hvad tænker han dog på?” selvfølgelig efter tanken ”ikke en lokal ham dér” Jeg kan være hvem som helst med dig, dét tænder mig, hvem som helst.









































Vi låser tændstikker og lightere inde i det gamle skab. Børn leger med ild, katte leger med mus, børn leger med katte, katte tænder ild til mus, poterne.










































Lang tid siden, ja det tror da pokker, han, ja, præsten, hvid krave. Helt hvidt hår. En hvid krage landet blandet med slud på hans isse. Det tror da pokker, ja, jeg var så tæt på at udbryde det, men så tænkte jeg på dig, dig og mig, os, jeg gav ham, præsten, hånden, den hånd der har redet gennem dit hår, kirkegården foran kirken var hvor vi stod, vi stod der ikke længe, men man gør jo sit, det ville være uhøfligt at løbe henover småstenene, stien op til kirken, væk fra kirken, så vi hilste alt imens jeg tænkte mit om os.







































Den her by er et land beboet af gamle mennesker, lad os løbe, sammen væk bare væk, hvis vi farer vild har vi hinanden for os selv, jeg holder ikke til mere – fare vild i en skov med meget grønne træer. Tale til stjernerne skinner og månen gaber op.









































Hun går rundt, lille Lise, ja hun er begyndt med at tage sine egne skridt, uden hjælp, hun er et helt univers af pludren, vi fejrede hendes fødselsdag i går, men dette må kede dig, undskyld elskede ild i sengen, jeg ved, ja jeg ved godt at han ikke finder mig tiltrækkende længere, jeg kan se det i hans blik, hans blik hviler altid på min mave, elskede ild i sengen, undskyld, tilgiv mig, jeg kan komme forbi i morgen efter den lille er afleveret i vuggestue, er det i orden, fasaner høje og tindrende skæve under månen lad ikke børn lege dér hva hvad siger du? Jeg vil op i bjergene, løbe med vilde hunde, løbe med dig, lad os ses i morgen, lad mig vide hvad du føler, brug ikke ord, jeg er så træt af ord, brug ikke ord, spild ikke ord på mig, dem er jeg vant til.





































Jeg havde lyst til at skrige ham ind i ansigtet. Skrige til ham, pirke til ham, jeg ved ikke om han ved noget, han sidder bare hele dagen i den gamle lænestol. Han taler ja han taler men jeg er træt. Jeg kan ikke gå nogen steder uden han spørger hvor skal du hen? Jeg har brug for dig. Nu tømmer han ikke engang askebægret, et bjerg et lille bjerg at skodder og aske, en lille pyramide af skodder og aske er rejst; hele tiden hvor skal du hen jeg holder det ikke ud, jeg holder ikke til mere. Er solen rød er den for rød. Er børnene legende er de for legende. Han er hvidere end gardinerne men gardinerne er misfarvede af nikotin. Farven er knogle. Knogler nogle knogler tilbage i den sæk, slæb mig væk, slæb ham væk, det bliver nemt når det er os to.




































Så nede ved springvandet; ænderne sejler roligt rundt, skider over det hele. Bare det sædvanlige, indkøb, hente børnene så ikke mere nej hun gik der med ham den nye (ikke lokal) hun var blevet helt ny, guderne må vide hvor mange gange hun er faldet sammen så han har samlet hende op. En måge er fremmed på disse kanter men altså jeg siger hvad jeg så, jeg så dem, de to, hende der falder om og ham (ikke lokal) vorherrebevars og en måge, hvad betyder jeg for dig? Nej, elskede svar ikke med ord.







































De er begyndt at tale nede hos købmanden, fulderikker i baglokalet, hos frisøren kvinderne, jeg holder ikke til det, de kan begrave deres sladder, jeg ved ikke hvad han ved, jeg ved det ved gud ikke, jeg er osse ligeglad for i nat gik jeg ud på altanen og så en hund bundet til en ejer – jeg kunne se min egen ånde, minusgrader tror jeg, hunden fulgte sin herre og jeg røg en cigaret. Det var koldt mine brystvorter blev stive og jeg tændte bål inderst inde hældte ja jeg hældte dine hænder på mig over det hele jeg drak benzin og smuglede knoglerne ind i varmen igen på trods.