?


































A.B.
































































Så jeg sagde det sådan, jeg sagde det må du selv om, trykkede på selv du ved så han forstod hvor meget det betød for mig. Vi kommer selvfølgelig til din dag. Dagen er morgen og dagen er slemt grå. Tårerne triller døder kinderne nej lever kinderne som en gang kød, vi smiler og smitter, tænker han, han tænker overhovedet ikke en skid på sneen hvid, stormen kommer lige og hiver i snelaget på toppen af huset overfor, det ser flot og elegant ud som snelaget rives til dans, så fin sneen er, så fin dansen er, vi jeg mener vi har aldrig danset på den måde taget af storm, løftet af storm, åh jeg sidder her i en god stol og hellere en sovende stol end en stol med drømme om fortiden, en stol med oprør, tilbage man fristes back to nature jeg beklage mig, klage kageklage mig. Osse for god orden, god orden. Det tænker ikke dej. Hvor kom jeg til? Så ser mig omkring, ny by, jeg sad overfor kirken, den gamle kirke og drak kaffe, mine fødder bar mig, men holdt en pause og jeg drak kaffe, cafeen havde en særlig tjener der manglede en pegefinger, intet om ulykke eller utroskab, manglende en pegefinger, men han ja han serverer om lørdagen, om lørdagen sad jeg der overfor kirken, en kiste forlod kirken båret af en flok pænt klædte mænd, jeg tænker over om folk dør, men jeg drak min kaffe, kaffen var bitter, men i orden, jeg følte i mit hjerte, at mændene så pænt påklædte, havde deres slips fra Yonne. Jeg mener smag da på y’et i Yonne. Men y’et er hårdt som en snebold, nej sne er fint, men en vasker, bundet til en farlig løve, i dag var jeg en kæmpe doven mand, med fingrene i kaffen og ganske pænt med gas i lighteren, overfor, jeg sad overfor kirken og eksploderede af angst over at skulle dø, jeg vidste at jeg skulle dø, men jeg vidste ikke hvornår, man ved jo heller ikke hvornår man træder ud foran en bil, til gengæld ved man når man træder ud foran et tog. Kørte med toget, toget var rødt, og alt vent nej jovist alt var skønt for foråret havde ramt gaderne og gaderne stank døde af skrald og Porto er en smuk gammel by, hul i ruden, det sank, det hele sank, min onkel sagde altid noget, men ingen sagde noget, der blev helt stille, helt stille, man kunne tabe en tandstik og lyden af tandstik der møder gulvet ville lyde som en tandstik der rammer gulvet, jeg sagde det sådan, til ham sagde jeg det sådan: en tandstik der rammer gulvet, hvis gulvet er gammelt og støvet så rammer tænderne gulvet med en glasklirren og skørt gammelt glas spærres inde i et tårnhøjt trådnet for hænder og høns kræver pleje, ved siden af Yonnes herreekvipering ligger skønhedsklinikken hvor fødder bliver glade. Virkelig bare glade. Vi er virkelig lykkelige i fødderne og glade nu.







































De bærer de hvide lagner indenfor nu. Regnen er begyndt at falde slavisk – der var ellers blevet lovet regn, der ville gå over i slud, så de bar de hvide lagner ind allerede i går. Det jeg ser, er selvfølgelig de hvide lagner levende. Hvide lagner lever levede lever så opsigtsvækkende i min hjerne. Nåh dér er månen og osten på bordet. Alt er så skidegodt og når alt er godt og musene i osten er rynker i månen månens ansigt, i røven, tager det ikke længere tid, send dem ud, send de gamle mus over bord, men de hvide lagner sikken en opsigt de vækkede tomme i deres vind, nej lagner ejer ikke vinden nej vinden ejer sgu døde katte og gamle mus, katte fanger gamle mus. Ser du. Det blinde øje kigger med hvid hinde over sig, trukket meget pænt, derfor, derfor siger ingen nogensinde noget igen, mine fødder er trætte, mit hoved er kæft trit og retning det er uden retning, ingen motiver, intet motiv, en gammel utæt spand med gule øjne kigger fra falmet flagstang, malingen skaller, lidt det-ordner-vi. Kunne burres inde i fortrolighed, gensidig respekt det beder jeg eje om ejer ingen motiver gammel musik, en gammel brugt mand, jeg så ham, vi så ham da Arne. Men det var slebet snert sneet inde burrerne fandt ingen beboere landet var frit, forsamlingshuset der var jeg en født taler, jeg mindes ikke andet end det. Det var sådan, jeg fortjener ro. Men hvordan fanden finde noget, ingen bøger kun pjat, nej vend det seriøse seriøst? OWOW. Hvad satan finder jeg nu, er det ikke, jo minsandten om det ikke er surhedsregulerende middel mod kampen for hvid sne, smager på sneen ah det er da sne den sne er da til at føle på, fælt indbrud i eget hjem, men vi drømmer da alle, sover alle dumme mennesker med lyset tændt jeg prøver sgu lige Arial Narrow selvfølgelig bytter jeg Arial Narrow ud med Candara i går spillede Man U uafgjort med Inter. Men ikke i dette, gør det i blak\inta_mum_n_dad_miks vent. Hold ikke vejret imens Jes. NE. Næ. Det virkede ikke. Menneske, hvor er udviklingen? Forstå så at jeg brænder sammen af al den L-O-V-E men i virkeligheden er jeg ret så aldeles ligeglad overflødig. Altid godt med slik, siger de, siger de virkelig det til mig, ja, de siger altid godt med slik, siger de, ja, det siger de til mig. De siger det pænt, på en meget pæn måde, så jeg tager det som om de siger det til mig på en pæn måde, jeg nikker og de nikker, alt står stille, helt stille, vi nikker, tak siger jeg, selv tak svarer de, til mig fordi jeg sagde tak til dem, vi sagde tak til hinanden og tog afsked med damplokomotivet der var et gammelt rustent dyr og slet ikke hurtigt som geparden henover hvor geparder lever og er dejlige katte, helt gule i øjnene.


















Det skete for Lars at han malede et ansigt for derefter at smide det ud, jeg bad ham inderligt om at skinne men han ville kun skinne for andre, så jeg sad tilbage og skinnede for mig selv, bad Lars, nej tryglede ham om at blive og se solen stå op, solen trak skyerne til side, det havde regnet hele natten, jeg lå i et hjørne af sengen sammenknuget som en bylt dødt vand.















Han sagde det så bestemt, forstår du, han var helt stram og hvid i ansigtet og regnen havde trukket vod gennem hans hår og fundet alle fiskene, ørreder, laks, nej ser en fasankok – flotte fjer. Han manglede blot flotte fjer.
















Men selvfølgelig gik han, han lod mig stå tilbage i farsen og mine fingre græd, stod i gæld til ham. Køkkenet var istandsat; havde fået det hele, den helt store omgang, skabene var dybere, gik langt ind i forstanden dér smider jeg sgu farsen ind, tænkte jeg, men det blev sommer og kattene hvidere.










Det er helt sikkert en ulykke, vi må have ramt nogen, sådan sagde han, siger jeg dig, jeg sagde ikke noget igen, så han stod ud af bilen, men langsomt som om han ikke ville se hvad vi havde påkørt. En død fasankok lå nogle meter fra bilen, lå som en bylt dødt vand, fra næbbet lidt blod, halsen uden tvivl knækket – vi kom hjem, bilens motor holdt han i tomgang, bagerst, helt bagerst lå fasanen med lidt blod fra næbbet, halsen uden tvivl knækket. Det var vinter det var mørkt, dagene var så mørke – ingen ville se vores flag på halvt næste dag, i mine øjne var det sådan, forstår du, men børnene havde jo første skoledag, forstår du, forstår du?









Børnene kommer hjem fra skole om halvanden time, kan du være her inden?























Mine hænder holdt hovedet, ansigtet, mest ansigtet, hun havde engang været min mands sekretær – når man så hende nu, nu fx nede i byen – og hun faldt om, hjalp ingen, alle vidste jo at hun gjorde det for opmærksomhedens skyld, hun faldt om, faldt og faldt og ingen hjalp, det hjælper ikke at tale om det.
































Jeg kan ikke ses i morgen; elskede jeg kan ikke ses i morgen. Jeg tror han kender til vores forhold. Vi kan ikke blive ved med at ses, mine hænder er så sultne og min krop brænder, min pande er et åbent maleri – vil du – nej vi kan ikke ses, de taler om os nede i byen om os og så borgmesterens planer om springvand. Solen er mægtig. Den er fin. Min pande brænder højt og hjertet – mosaik spredt oplyst af en lommelygte Gud børnene. Mosaik og aske og grå aske og hænder med ned – nej mit ansigt i hænderne – vi må holde op. Ophøre med at lyse i hinanden.































Jeg kan sagtens forstå dit synspunkt elskede, jeg brænder, er der da ikke sol nok, nej vel, der er ikke sol nok, vil du tage mig som et dyr, et dyr i en brændende bil?





































En sommerdag vil vi tage hinanden ned til springvandet, du vil se mig stråle, jeg vil stråle, dét vil jeg når vi kan følges, når vi kan tage hinanden i hænderne og slippe hinandens hænder for brødets skyld, for fuglenes skyld. Hvad laver den and og den and og den and?




































Han sad i mørke da jeg kom hjem fra arbejde, gardinerne var trukket for, alt virkelig med alt lys slukket. Han sad i den gamle lænestol, med ryggen til mig og entreen, han kunne have kigget ud over haven hvis gardinerne var trukket fra, han sad tilbagelænet i den gamle lænestol, hans venstre arm lå fladt ovenpå armlænet mens højre arm med albue dannede en vinkel, fingrene holdt, mellem pegefingeren og langemanden brændte en cigaret, asken var lang som lod han bare cigaretten brænde uden at ane den, jeg tænkte: Hvor hurtigt kan jeg slippe ud herfra, men så var det at han kaldte Skat er det dig? Jeg kunne høre at hans stemme var grådkvalt. Slippe væk. Bare slippe alt.





























Ved du hvad jeg så i dag? Jeg så hende falde om på byens gågade og én (selvfølgelig ikke en lokal) hjalp hende op. Hendes frakke var så beskidt, jeg tænkte ”hvad tænker han dog på?” selvfølgelig efter tanken ”ikke en lokal ham dér” Jeg kan være hvem som helst med dig, dét tænder mig, hvem som helst.



































Vi låser tændstikker og lightere inde i det gamle skab. Børn leger med ild, katte leger med mus, børn leger med katte, katte tænder ild til mus, poterne.



































Lang tid siden, ja det tror da pokker, han, ja, præsten, hvid krave. Helt hvidt hår. En hvid krage landet blandet med slud på hans isse. Det tror da pokker, ja, jeg var så tæt på at udbryde det, men så tænkte jeg på dig, dig og mig, os, jeg gav ham, præsten, hånden, den hånd der har redet gennem dit hår, kirkegården foran kirken var hvor vi stod, vi stod der ikke længe, men man gør jo sit, det ville være uhøfligt at løbe henover småstenene, stien op til kirken, væk fra kirken, så vi hilste alt imens jeg tænkte mit om os.
































Den her by er et land beboet af gamle mennesker, lad os løbe, sammen væk bare væk, hvis vi farer vild har vi hinanden for os selv, jeg holder ikke til mere – fare vild i en skov med meget grønne træer. Tale til stjernerne skinner og månen gaber op.




































Hun går rundt, lille Lise, ja hun er begyndt med at tage sine egne skridt, uden hjælp, hun er et helt univers af pludren, vi fejrede hendes fødselsdag i går, men dette må kede dig, undskyld elskede ild i sengen, jeg ved, ja jeg ved godt at han ikke finder mig tiltrækkende længere, jeg kan se det i hans blik, hans blik hviler altid på min mave, elskede ild i sengen, undskyld, tilgiv mig, jeg kan komme forbi i morgen efter den lille er afleveret i vuggestue, er det i orden, fasaner høje og tindrende skæve under månen lad ikke børn lege dér hva hvad siger du? Jeg vil op i bjergene, løbe med vilde hunde, løbe med dig, lad os ses i morgen, lad mig vide hvad du føler, brug ikke ord, jeg er så træt af ord, brug ikke ord, spild ikke ord på mig, dem er jeg vant til.





























Jeg havde lyst til at skrige ham ind i ansigtet. Skrige til ham, pirke til ham, jeg ved ikke om han ved noget, han sidder bare hele dagen i den gamle lænestol. Han taler ja han taler men jeg er træt. Jeg kan ikke gå nogen steder uden han spørger hvor skal du hen? Jeg har brug for dig. Nu tømmer han ikke engang askebægret, et bjerg et lille bjerg at skodder og aske, en lille pyramide af skodder og aske er rejst; hele tiden hvor skal du hen jeg holder det ikke ud, jeg holder ikke til mere. Er solen rød er den for rød. Er børnene legende er de for legende. Han er hvidere end gardinerne men gardinerne er misfarvede af nikotin. Farven er knogle. Knogler nogle knogler tilbage i den sæk, slæb mig væk, slæb ham væk, det bliver nemt når det er os to.




























Så nede ved springvandet; ænderne sejler roligt rundt, skider over det hele. Bare det sædvanlige, indkøb, hente børnene så ikke mere nej hun gik der med ham den nye (ikke lokal) hun var blevet helt ny, guderne må vide hvor mange gange hun er faldet sammen så han har samlet hende op. En måge er fremmed på disse kanter men altså jeg siger hvad jeg så, jeg så dem, de to, hende der falder om og ham (ikke lokal) vorherrebevars og en måge, hvad betyder jeg for dig? Nej, elskede svar ikke med ord.




























De er begyndt at tale nede hos købmanden, fulderikker i baglokalet, hos frisøren kvinderne, jeg holder ikke til det, de kan begrave deres sladder, jeg ved ikke hvad han ved, jeg ved det ved gud ikke, jeg er osse ligeglad for i nat gik jeg ud på altanen og så en hund bundet til en ejer – jeg kunne se min egen ånde, minusgrader tror jeg, hunden fulgte sin herre og jeg røg en cigaret. Det var koldt mine brystvorter blev stive og jeg tændte bål inderst inde hældte ja jeg hældte dine hænder på mig over det hele jeg drak benzin og smuglede knoglerne ind i varmen igen på trods.